fbpx

Fjeldskitur med pulk og telt i Norge

8.750,00 kr.

Det giver en eventyrlig følelse af frihed at bevæge sig rundt med alt, hvad man har brug for, og kunne gå lige derhen, hvor man har lyst. Det er essensen af et pulkeeventyr på vinterfjeldet i Norge.

5. – 11. februar 2023

På denne tur færdes vi i en lille gruppe og når helt ud i den hvide vildmark, til eventyr og storslået natur. Vi går på fjeldski og har al oppakningen med på pulken. Efter et par indledende dage med fast base i en hytte tager vi på tur i fire dage i varierende landskaber med skov og højfjeld. Hver nat finder vi nye egnede steder at slå lejr og sætte teltene op. Ud over en fantastisk turoplevelse kommer du til at lære en masse om:

  • Skiteknik
  • Lejrliv om vinteren
  • Sikkerhed på fjeldet om vinteren
  • Navigation og rutelægning
Produkt i alt
Tilvalg i alt
Samlet i alt
Varenummer (SKU): 113 Kategorier: , Tags: , , , , ,

Beskrivelse

Telttur for de eventyrlystne

Spænd skiene og pak pulken, vi skal på telttur. Vi skal ud og gå langt, og du får mange nye erfaringer undervejs, når vi bevæger os gennem det øde vinterlandskab. Vi skal være alene på fjeldet i fire dage, kun med hinanden og naturen. Turen kræver både eventyrlyst og gåpåmod. Så har du fået smag for vinterlivet og kan bare stå nogenlunde på ski, er det her en tur for dig.

Transportmiddel og terræn

Pulken er nem at bruge til oppakning, når man har meget med, og det føles meget lettere per kilo end i en rygsæk. Pulken er derfor en fordel, når du skal prøve vintermiljøet af med både lejrliv og overnatninger i minusgrader, da vi kan have lidt ekstra med, uden at det bliver for tungt.

Vi har valgt et blødt terræn, uden alt for tekniske op- og nedkørsler. Det er en fordel, når vi har pulken på slæb. Med pulk bruger vi feller under skiene. I gamle dage brugte man sælskind, men i dag er det syntetiske skind som glider med hårene og griber mod hårene. De giver godt greb i sneen og på is, så vi kan trække pulken frem, og samtidigt udligner de farten så gruppen bevæger sig lige hurtigt.

Læring og erfaring undervejs

Turlederen giver gode tips til at få og holde varmen om vinteren. Det er friluftsliv med rigtig meget frisk luft, og undervejs bruger vi tid på kort og kompas, snekundskab og sikkerhed.

Lejrlivet er en central del af turen, og hver dag er der fælles opgaver, som vi skal hjælpes ad med at løse. Vi skal fx bygge køkken og læmur for teltene, smelte sne til vand og madlavning, og vi skal bygge toilet. I løbet af turen vil du få gode rutiner i lejrslagning og i at bygge med sne.

Det er en fed oplevelse at overnatte i telt om vinteren. Det giver flere muligheder for rutevalg, når vi ikke er bundet til hytter, og det giver også større fleksibilitet til at stoppe og slå lejr, når dagen har været lang nok. Om vinteren er der uanede muligheder for at lave lejr, når sneen har dækket landskabet og fjernet ujævnheder og fugtige områder.

Fælles mad

Vi er på tur på fjeldet fire ud af seks dage. Inden afgang bruger vi en dag på Slangen Seter til at kigge det nødvendige udstyr igennem og på at forberede og pakke vores egen turmad. Nordisk Friluftskompagni står for indkøb af al mad på denne tur.  Alle måltider tilberedes af deltagerne i fællesskab. Hvis du følger en særlig diæt eller har fødevareallergier, skal du kontakte os inden tilmelding.

Indkvartering og indhold

De to første overnatninger er vi ved den gamle charmerende Slangen Seter. Her har vi adgang til en hytte med bad, toilet og køkken. Her er der både mulighed for at sove inde i hytten og for at teste telte og soveposer af, inden vi drager ud på pulketuren. De efterfølgende 3 nætter er vi på tur og sover i telte. Den sidste nat overnatter vi igen ved Slangen Seter og fejrer turen med en god middag og et godt glas vin.

Erfaring og fysik

Det kan være fysisk hårdt at være i gang hele dagen når vi forflytter os, for så at komme frem til lejrpladsen og skulle arbejde med at slå telte op, bygge vindmur og smelte sne, før man kan lægge sig i soveposen. Så du bør have en god portion gåpåmod, være i fornuftig fysisk form og gerne have trænet lidt op til turen, for at få den bedste oplevelse og kunne suge alle de nye erfaringer til dig.

Med fornuftig fysisk form mener vi, at du skal kunne tage trapper uden at blive forpustet og kunne gå 15-20 km. i fladt dansk terræn på en dag med gode pauser undervejs..

Du behøver ikke være en meget erfaren fjeldskiløber for at kunne deltage, men du skal have erfaring med enten langrends- eller alpinski og være tryg ved at køre nedad og kunne bremse sikkert. I løbet af ugen vil guiden løbende undervise i skiteknik med udgangspunkt i den enkeltes niveau og behov.

Transport

Bil: Det nemmeste er at køre til Slangen Seter i bil. Hvis man lejer i Malmø eller Oslo får man fri kilometer. Fra Sverige er der et tillæg for at køre over grænsen til Norge. Husk krav om vinterdæk og at snekæder måske er nødvendigt.

Tog/bus: Alternativt kan man tage fra Danmark med Flixbus eller fly til Oslo. Herfra med tog Vinstra Stasjon. Der kører også tog fra København til Gøteborg og fra Gøteborg til Vinstra. Fra Vinstra kan man køre med Taxa til Slangen (35 km. / 40 min.).

Find togtider fra Oslo til Vinstra på vu.no.

Taxibureau i Vinstra, Norge: Adresse: Telefon: +47 61 29 04 40, Nedregata 49, 2640 Vinstra, Norge.

Onlinegruppe for deltagere

En måned inden turen får du en invitation til en facebookgruppe for din tur, hvor du løbende kan holde dig opdateret, få tips og tricks, evt. aftale samkørsel med andre deltagere, modtage kørselsvejledning og forslag til en pakkeliste. Derudover er du altid velkommen til at kontakte os med spørgsmål.

Detaljer

Destination: Slangen Seter, Slangslivegen 290, 2643 Skåbu, Norge

Dage: 6 dage

Ankomst: Søndag d. 5. februar 2023 fra kl. 15:00

Afrejse: Lørdag d. 11. februar 2023 kl. 10:00

Program

(Med forbehold for ændringer)

5/2 – ankomst, præsentation, hyggelig opstart af turen

6/2 – Træningstur, klargøring, pakning af mad

7/2 – Afgang tur

8/2 – Tur

9/2 – Tur

10/2  – Hjemkomst fra tur, udpakning, fejring

11/2 – Afrejse

Hvad er inkluderet?

  • 3 overnatninger på Slangen Seter (i hytte eller telt)
  • Fuld forplejning med morgenmad, frokost og aftensmad
  • Fælles udstyr som førstehjælp, kogegrej, brændstof og pulke

Følgende skal du selv sørge for.

  • Transport til og fra Slangen Seter (vi anbefaler at køre i egen bil).
  • Personligt udstyr, herunder vintersovepose (-20/-25 gr), godt underlag, skismøring, rygsække, tøj ol.
  • Medbringer du egne ski skal det være fjeldski med stålkanter
  • Det er muligt at leje ski (med stave og støvler), når du tilmelder dig
  • Sengetøj (til nætterne ved Slangen Seter) og håndklæde

Shopping cart

0
image/svg+xml

No products in the cart.

Continue Shopping